Ringparken

Transformationsprojekt i et tidligere “omdannelsesområde”.

Helhedsplanen for Ringparken i Slagelse er en omfattende renoverings- og udviklingsstrategi, der har til formål at forvandle området til et socialt balanceret boligkvarter.
Planen udspringer af en visionsplan fra 2016 og er en del af en længerevarende omdannelsesproces, der forventes færdiggjort i 2030. Målet er at reducere andelen af almene familieboliger til højst 40 % og dermed skabe en mere varieret beboersammensætning ved at tilføje private familieboliger, ungdomsboliger og ældreboliger.

Helhedsplanen

Helhedsplanen for Ringparken i Slagelse omfatter en række konkrete tiltag, der skal forbedre både de eksisterende bygninger og områdets samlede infrastruktur og fællesarealer.

  • Nedrivning
  • Renovering af afdelingerne 23, 24, 26 og 32
  • Forbedring af fællesarealer
  • Nybyggeri af ungdomsboliger
  • Infrastrukturprojeket

Denne referece omhandler nedrivning, renovering og ombygning samt fællesarealer.

Nedrivning

De fire afdelinger består af i alt 732 boliger fordelt på 20 blokke. I alt 73.420 m². Som en del af omdannelsesprojektet skal tre blokke i afdeling 23 og 24 rives ned, så det samlede antal boligblokke reduceres til 17 blokke. Herudover skal Nordcentret, der indeholder kiosk og foreningslokaler, rives ned for at skabe en central plads, samt ’Bazaren’ og en daginstitution.

Projekt information

Bygherre

FOB

Beliggenhed

Slagelse

Rådgivningsrolle

Underrådgiver i totalrådgiverteam

Årstal

2022 - Igangværende

Entreprisesum

Ca. 445 mio. kr. inkl. moms

Areal

73.420 m²

Arkitekt

JJW Arkitekter (totalrådgiver)

Jesper Schat-Holm

Projektudvikling, projektchef, partner

Mobil: +45 27 25 34 61

Renovering og ombygning af afd. 23, 24, 26 og 32

Renoverings- og ombygningsdelen af helhedsplanen omfatter følgende hovedpunkter:

Renovering af køkkener og badeværelser:

  • Alle køkkener i de renoverede boliger vil blive udskiftet.
  • Badeværelser totalrenoveres for at overholde nutidige krav.

Opgradering af tekniske installationer:

  • Nye el-installationer i kældre og lejligheder.
  • Varmeinstallationerne opgraderes.
  • Faldstammer og vandinstallationer udskiftes i forbindelse med renovering af badeværelser.
  • Der installeres decentrale ventilationsanlæg i tilgængelighedsboligerne.

Udvendige arbejder:

  • Gavle, der i dag er lukkede, åbnes op med nye franske altandøre og -værn for at give mere dagslys og udsyn.
  • Alle udvendige døre bliver udskiftes.
  • Kloakrenovering af afløbssystemer og udendørs kloakledninger.
  • Etablering af lokal afledning af regnvand (LAR).

Tilgængelighedsforbedringer:

I afdelingerne 24 og 26 ombygges eksisterende lejligheder til nye tilgængelighedslejligheder. Her ombygges opgange, og der installeres elevatorer. Lejlighederne får nye overflader og gulve, nye køkkener og badeværelser, der opfylder kravene til tilgængelighed.

Fællesområder og landskabsarbejder:

Der udføres omfattende landskabsarbejder for at forbedre fællesområderne.

  • Projektet omfatter forskønnelse af områderne mellem bygningerne, og der etableres nye stiforløb og grønne områder, som skal skabe en bedre sammenhæng mellem bygninger og fællesfaciliteter. Nye passager skal lette adgang til haverum.
  • Eksisterende cykelskure og opholdsskure vil blive nedtaget og genopsat på nye placeringer efter byggeriets afslutning.
  • Parkeringspladserne omstruktureres som en del af renoveringen. Der etableres nye parkarmaturer for at forbedre belysningen og skabe øget tryghed. Desuden forberedes der til installationaf ladestandere for elbiler.
  • Eksisterende legepladser bevares, og det undersøges, hvordan materialer fra cykelskure og andre faciliteter kan genbruges til at skabe sociale miljøer.
  • Det eksisterende vaskeri vil blive renoveret, og det sikres, at fælleshuset fortsat fungerer som en vigtig del af det sociale liv i bebyggelsen.

Bæredygtighed

Renoveringen af Ringparkens afdelinger 23, 24, 26 og 32 omfatter også en række bæredygtighedstiltag:

Minimering af ressourceforbrug

Projektet prioriterer at minimere ressourceforbruget ved at vurdere tilstanden af eksisterende bygningsdele og kun foretage nødvendige udskiftninger. Velfungerende bygningsdele kan blive demonteret, opmagasineret og genmonteret efter renoveringen.

Genbrug af materialer

Der er et stort fokus på at genbruge materialer for at reducere CO2-aftrykket og fremme ressourcebevidsthed. Dette inkluderer:

  • Naturstensmaterialer fra området, som genindbygges i de nye landskabsprojekter.
  • Betonbelægninger, der knuses og genanvendes som bærelag i den fremtidige befæstelse.
  • Undersøgelse af muligheder for at genbruge materialer fra nedrevne bygninger til nybyggeri, både på matriklen og andre steder.

Forbedret energieffektivitet

Bygningerne opgraderes for at forbedre deres energieffektivitet og reducere energiforbruget markant. Dette gøres blandt andet ved at tilføje isolering af brugsvandsrør.

Grøn screening

En grøn screening er udført for at identificere yderligere energibesparelser.

Grønne elementer

Nye cykelskure med grønne tage etableres som en del af landskabsarbejdet. De grønne tage øger mængden af grønt i bebyggelsen, forbedrer klimaet lokalt og bidrager til bedre regnvandshåndtering og reduktion af varmeø-effekter.

Totalrådgiverteamet

Totalrådgiverteamet, der består af JJW, Wissenberg, Sted (landskabsarkitekter) og VIA Trafik Rådgivning, skal bl.a. yde følgende ydelser:

  • Projekteringsledelse
  • IKT-ledelse
  • Bæredygtighedsledelse
  • Vurdering af byggegrunde
  • Registrering af eksisterende forhold
  • Geotekniske undersøgelser
  • Miljøundersøgelser af grund og bygninger
  • Risikoanalyse og styring
  • Inddragelse af beboere og interessenter
  • Arbejdsmiljøkoordinering (P+B)
  • Økonomi (skema B og C)
  • Dispositionsforslag
  • Projektforslag
  • Myndighedsprojekt
  • Udbudsprojekt
  • Entrepriseudbud
  • Udførelsesprojekt
  • Byggeledelse
  • Fagtilsyn
  • Løbende projektopfølgning
  • Afleveringsforretning

Økonomi

Den samlede sum for nedrivning, renovering og ombygning er ca. 445 mio. kr. inkl. moms.

 

Tidsplan

De store milepæle i hovedtidsplanen er:

  • November 2024: Udbudsprojekt afsluttes
  • Juni 2025: Udbudsperiode og forhandling afsluttes
  • September 2025: Endelig entreprisekontrakt
  • 2026-2030: Udførelse