Dansekapellet
Omdannelse af Bispebjergs Kapel og krematorie til danse- og bevægelsescenter.
I Københavns nordvestkvarter ligger Bispebjergs Kapel og krematorie. I bygningerne, der er fra 1906, er der i dag etableret fem nye dansesale, omklædningsfaciliteter og publikumsområder. Lokalerne er primært indrettet med henblik på danseaktiviteter for børn og unge.
Projektet omfattede omlægning af de eksisterende, tekniske installationer i den bevaringsværdige bygning, ventilationsløsning i forbindelse med at huset fremover vil have mange flere besøgende i de fleste af døgnets timer, samt udformning af konstruktioner for tilbygninger og hævning af tag, bl.a. i fremtidig stor dansesal.
Dansekapellet er i november 2012 blevet præmieret af Københavns Kommune for et smukt gennemført byggeri i kategori B (restaurering og ombygning, herunder af bevaringsværdige og fredede bygninger). Wissenbergs ingeniørrådgivning blev rost.