Botilbud i Høng

Bygherrerådgivning i forbindelse med nybyggeri af botilbud.

Kalundborg kommunes ønske med byggeriet af det nye botilbud ved Høng var dels af skabe nogle nye tidssvarende boliger med eget toilet, bad og køkkenfaciliteter for de 14 beboere på det eksisterende botilbud Finderuplund, og dels at øge kapaciteten, så kommunen kunne hjemtage borgere placeret på botilbud i andre kommuner.

Grundlaget for opførelsen blev en samarbejdsaftale mellem Kalundborg kommune, Boligselskabet Alliken og administrator Domea.dk.

Byggeriet

Projektet er tegnet af tegnestuen Vandkunsten. Arkitekturen har søgt inspiration til bebyggelsen i områdets landlighed og derfor trækkes på landlige billeder. ’Gården’ og ’Laden’. Bygningstypologien er derfor landlig: Saddeltag med varierende hældning.

Landskabet er også landligt med enggræs, i stedet for klippet græs, som underlag for hele bebyggelsen.

Boligerne fordeles på grunden som fire gårde i én etage – to på hver side af fælleshuset, som ligger i midten som en stor lade i halvanden etage. ’Gårdene’ er forbundet af en sti, der forbinder hele bebyggelsen fra nord til syd. Stien går midt igennem en port i fælleshuset, der dermed bliver centrum for hele bebyggelsen.

Alle bygninger er beklædt med rødbrun skærmtegl der spiller sammen med de eksisterende og kommende tegl-beklædte boliger i nærområdet. Terrasser og indgange er beklædt med træbeklædning i varmebehandlet fyrretræ. Alle vinduerne fremstår i rå alurammer med ubehandlet fyrretræ indvendigt.

Boligerne

Bebyggelsen, består af 42 boliger på ca 65 m2 brutto inkl. vægge og fællesarealandel. Boligerne er fordelt på 4 boenheder med henholdsvis 10 eller 11 boliger, der er samlet omkring et fællesrum med fællesfunktioner som ophold, køkken og spiseplads.

Fælleshuset

I midten med to huse på hver side, ligger fælleshuset. Fælleshuset rummer fælles vaskeri og hobbyrum. Derudover har kommunen indrettet gode opholdsrum i fælleshuset til forskellige aktiviteter for beboere og rum til kontorer m.m. for medarbejderne.

Projekt information

Bygherre

Boligselskabet Alliken og Kalundborg Kommune, ved Domea.dk

Beliggenhed

Finderup ved Høng, Sjælland

Rådgivningsrolle

Bygherrerådgiver

Årstal

2018 - 2021

Entreprisesum

76. mio. kr. (inkl. moms)

Areal

3180 m²

Arkitekt

Tegnestuen Vandkunsten

Klavs K. Jakobsen

Projektchef, arkitekt cand.arch

Mobil: +45 41 78 74 19

Bæredygtighed i byggeriet

Hovedvægten er lagt på social bæredygtighed med fællesskaber, godt indeklima og tilgængelighed. Der har således været en tilgængelighedsrådgiver tilknyttet projektet. Der er lavt energiforbrug og lave driftsudgifter igennem valg af robuste materialer.

Håndtering af regnvand

Der er udført lokal håndtering af regnvand med tre bassiner til opsamling af regnvand og en række regnvandsbede. Bassiner og bede er udført, så de ikke ligner tekniske anlæg, men derimod ser naturlige ud og bidrager til den landskabelige behandling af området.

Wissenberg som bygherrerådgiver

Inden anlægsentreprisen kom i udbud blev Wissenberg hyret som bygherrerådgiver. Det var således Wissenberg, der forestod udbuddet med forhandling. Vinder af totalentreprisen blev Adsbøll Entreprise A/S med Rønslev Rådgivende ingeniører som underrådgiver. Udbudet med forhandling betød, at projektet fik et betydeligt kvalitetsløft, og er blevet gennemført med et særdeles tilfredsstillende kvalitetsniveau.

Wissenbergs andre ydelser som bygherrerådgiver var:
  • Granskning af hovedprojekt og projektforslag
  • Løbende håndtering af økonomi
  • Bygherremøder
  • Ajourføring af tidsplan
  • Udarbejdelse af tilsynsplaner
  • Førgennemgang og mangelgennemgang