Højbjerg Vænge – etape 2

Højbjerg Vænge er en bebyggelse fra 1955, der blev opført som etageblokke i to og tre etager med henholdsvis murede og pladebeklædte facader.

Klar vision

Den klare vision i helhedsplanen for Højbjerg Vænge var at skabe sunde, tidssvarende boliger med varierende lejlighedstyper, der kan imødekomme et helt livsforløb.

Lokalplanen indeholdt bestemmelser om at bevare de særlige kendetegn, der gør sig gældende for Højbjerg Vænge. Det var derfor vigtigt at bevare det arkitektoniske udtryk samtidig med at man anvendte materialer, der havde en lang levetid og krævede minimal vedligeholdelse. Samtidig var opgaven at forbedrede de funktionelle forhold. Dette omfattede blandt andet at etablere øget tilgængelighed i 16 opgange og sammenlægge lejligheder for større familier.

Renovering inde og ude

Totalistandsættelsen af bebyggelsen blev udført i tre etaper, hvoraf den første etape blev afsluttet i 2020 og anden etape igangsat 2021 og afsluttet 2025.

Helhedsplanen for etape 2 angår 210 lejligheder og indeholder bl.a. følgende renoveringsarbejder:

Bygningsarbejder

  • Facaderne efterisoleres og fuldmures.
  • De indeliggende altaner inddrages i boligerne, og nye altaner opsættes.
  • Vinduer og døre udskiftes til lavenergivinduer og -døre.
  • Der opsættes nye tage på alle blokke.
  • Der etableres forberedelse til solceller på tagene.
  • Der etableres nye ventilationsanlæg med varmegenvinding.
  • Vand-, varme- og elinstallationer udskiftes.
  • Badeværelser totalrenoveres og køkkener udskiftes.
  • 48 tilgængelighedsboliger skabes.

Udearealer

  • Nye indgangspartier og pergolaer.
  • Belysning på udearealer er eftergået og suppleret hvor nødvendigt.
  • Nyt affaldssystem i form af affaldsøer med nedgravede beholdere.
  • Nye og udvidede beboerhaver.
  • Ny beplantning med græsser, bede og hække.
  • Cykel- og bilparkeringsforhold er forbedret, og der er forberedes til ladestandere.
  • Nye sidde- og opholdssteder.

Projekt information

Bygherre

Herlev Almennyttige Boligselskab, afd. 1002, v/ DAB

Beliggenhed

Herlev

Rådgivningsrolle

Totalrådgiver

Årstal

2014 - 2025

Entreprisesum

Ca. 470 mio. kr. (kun etape 2)

Areal

16.645 m² (kun etape 2)

Jesper Schat-Holm

Projektudvikling, projektchef, partner

Mobil: +45 27 25 34 61

Beboerprocessen

Beboerne blev løbende informeret og involveret gennem forskellige aktiviteter. Inden vedtagelsen af helhedsplanen, blev der udarbejdet en temaavis, der præsenterede projektet. Der blev afholdt fokusgruppemøder, orienteringsmøder og udsendt nyhedsbreve og informationsmateriale om genhusning. Inden registreringen af lejlighederne i den første etape blev der sendt et informationsbrev med spørgeskema til beboerne. Efter afslutningen af første etape modtog beboerne en vejledning om drift og vedligeholdelse.

Entrepriseform ændret for etape 2

Første etape af helhedsplanen blev – lidt utraditionelt – udbudt i fagentrepriser. Erfaringerne fra denne etape viste, at entreprenøren med fordel kunne inddrages tættere i projektet. Der blev derfor udviklet en proces, hvor de resterende to etaper blev udbudt som hovedentreprise, hvor entreprenøren fik indflydelse på projektets udformning og tidligt indestår for kalkulationer og bygbarhed. Entreprenøren har ligeledes til opgave at finde muligheder for besparelser og præsentere forbedringsmuligheder i en realiseringsøkonomi, der er udfordret.

Den sidste etape blev en option, således at alle parter havde interesse i at gennemføre projektet inden for budgettet og tage hensyn til dem vi bygger for: Beboerne.