Andels-bofællesskab bygget i træ taget i brug
Stavnsholthave er et andels-bofællesskab øst for Farum, som lægger vægt på medejerskab og engagement, men som også giver plads til privatliv. Foreningen består af 25 andelsboliger og et fælleshus. Bofællesskabet startede på initiativ fra to beboere i 2015 og blev i 2017 bragt til live af arkitekterne Urban Power.
Bofællesskabet er udformet således, at det indrammer et 3.000 m2 stort naturområde, der fungerer som beboernes fælles baghave. Fælleshusets terrasse og boligernes åbne haver er orienteret mod dette fællesskab, der med tiden vil gro til med en blanding af frugttræer og buske, pryd- og nytteplanter samt et område til naturlig opsamling af områdets regnvand. Ydersiden af bebyggelsen fungerer som bofællesskabets ankomstområde, som har en mere intim og lokal tæt-lav struktur med små forhaver, redskabsskure og cykelparkering.
Selv om boligerne er kompakte, er der plads til at leve og til den naturlige forandring, der hører med til at være en børnefamilie. Husene er derfor konstrueret med lette vægge, der kan flyttes, og som skaber mulighed for at opdele i mindre rum eller slå de mindre værelser sammen til større rum, efterhånden som familielivet udvikler sig.
I sommeren 2022 stod byggeriet færdigt og 25 forventningsfulde familier kunne flytte ind.
Fokus på bæredygtighed
Beboerne havde et ønske om, at bofællesskabet skulle have et lavt CO2-aftryk med træ som det gennemgående materiale og ellers være så bæredygtigt som muligt. Derfor var det et krav, at husene skulle udføres, så de overholdt lavenergiklasse 2020, som er den laveste energiklasse i forhold til det gældende bygningsreglement (BR18).
Bebyggelsen er blevet DGNB-certificeret af Wissenberg til “niveau sølv”.