Hotel Andersen
Hotel Andersen er et klassisk Københavner-hotel beliggende på hjørnet af Istedgade og Helgolandsgade på Vesterbro i København. Bygningen er fra 1882.
Hotellet har gennem en årrække fået bistand af Wissenberg som husrådgiver. Samarbejdet omfatter både planlagte renoveringsarbejder og ad hoc-opgaver, hvor rådgivningen spænder på tværs af flere ingeniørdiscipliner. Udgangspunktet har været at understøtte hotellets interesser: driftssikkerhed, høj gæstetilfredshed og gennemførelse af projekter uden gener for hotellets daglige aktiviteter.
Samarbejdet blev indledt med en teknisk tilstandsvurdering af hotellets tekniske anlæg, som gav ledelsen et klart billede af bygningens udfordringer.
Udskiftning af gulve
En af de første større opgaver var udskiftningen af gulvbelægningen i receptionen og morgenmadsrestauranten. Arbejdet blev udført, mens hotellet var i fuld drift, og krævede derfor minutiøs planlægning og tæt koordinering med både hotellets personale og de udførende håndværkere.
For at minimere gener planlægges større arbejder i lavsæsonen fra januar til marts, hvor færre krydstogtgæster besøger København. Denne tilpasning til driftsmønstret betyder, at projekter kan gennemføres med minimal indvirkning på belægningen og gæsternes oplevelse.
Udskiftning af elevatorer
Et andet centralt projekt har været planlægningen af udskiftning af hotellets elevatorer. De eksisterende elevatorer var over 45 år gamle og præget af hyppige nedbrud.
Brandrådgivning
Arbejdet med elevatorerne trak samtidig andre tekniske forhold ind, herunder behovet for at forholde sig til brandsikkerhed og branddøre. Rådgivningen har derfor omfattet både projekt for elevatorudskiftning og vurdering af brandtekniske forhold, så løsningerne samlet styrker sikkerheden og understøtter en stabil drift.
Hotel Andersen har gennem samarbejdet opnået både konkrete forbedringer og en langsigtet tryghed i forhold til drift og sikkerhed. Wissenberg fungerer her som betroet husrådgiver, der sikrer, at tekniske løsninger og renoveringer altid planlægges og gennemføres med hotellets forretning og drift for øje.