Der er atter kommet gang i udbuddene, og Wissenberg er med. Her på det sidste har vi formået at blive prækvalificeret til tre udbud.

Det første er Stablen i Horsens, som skal være et nyt, bæredygtigt multihus, der skal fremme genbrug og bæredygtighed. Huset skal bl.a. rumme undervisningslokaler til børn, en genbrugsbutik, et genbrugsbyggemarked og en såkaldt reparationscafé for borgerne. I Glostrup Kommune er vi blevet prækvalificeret til opførelsen af en ny daginstitution på ca. 1.600 m2 til 160 børn. Både i konkurrencen om Stablen i Horsens og daginstitutionen i Glostrup er Wissenberg i team med tegnestuen Vandkunsten. Det er et mangeårigt samarbejde, der har vundet mange konkurrencer.

Endelig er vi blevet prækvalificeret til KAB’s rammeaftale for bygherrerådgivning, og i øjeblikket venter vi på svar, om vi bliver prækvalificeret til Byggeskadefondens udbud af udførelse af 1-års og 5-års eftersyn.