Projektudvikling og ingeniørmæssig brandslukning

I takt med, at Wissenberg vokser, udvikler vi også den række af ydelser, vi kan tilbyde. Det er for eksempel brand- og miljørådgivning og projektudvikling.

Projektudvikling vil sige udvikling af byggeprojekter i deres helt tidlige fase. Vi kalder det “Strategisk bygherrerådgivning”, og det omfatter den indledende rammesætning, hvor en projektidé konkretiseres, og hvor der rådgives om mulige veje for en realisering. Det handler om at omsætte og konkretisere idéerne ud fra analyser og faglige vurderinger.

I front for den strategisk bygherrerådgivning har vi sat Bo Christensen og Louise Torp. Bo har i mange år været en del af Wissenbergs ledelse, mens Louise er et nyt ansigt. Hun blev ansat i 2023 med henblik på netop at styrke Wissenbergs rådgivningsressourcer inden for projektudvikling. Et helt nyt ansigt er Louise dog ikke, for hun har tidligere været ansat i Wissenbergs VVS-afdeling. Hun fortæller:

”Efter 6 år hos Wissenberg skiftede jeg til den rådgivende ingeniørvirksomhed Acting Bygherrerådgivning for at starte en installationsafdeling op, men jeg overtog også en del af driften af firmaet på direktørniveau. Hos Acting arbejdede vi primært med erhvervskunder, der eksempelvis skulle have gamle industriejendomme bygget om til noget helt andet. Vi rådgav dem om, hvordan man nemmest gjorde det, hvad de måtte og ikke måtte i forhold til lokalplaner og den slags”.

Ombygning af produktionsfaciliteter

Louise arbejder primært med ombygninger, renoveringer og transformation af bygninger, specielt produktionsfaciliteter og tilhørende teknik. Eksempelvis har hun været inde over rigtig mange erhvervslejemål i Nordhavnen, og lige for tiden arbejder hun blandt andet for en medicinaldevice-virksomhed, der har nogle ældre bygninger, der skal ombygges og gøres mere tidssvarende. Men det bliver ikke ved det.

I øjeblikket arbejder jeg også med en fredet ejendom i indre by,” fortæller Louise. “En virksomhed skal flytte internt i bygningen og skal have indrettet topmoderne kontorfaciliteter i den fredede ejendom. Der skal eksempelvis etableres ventilationsanlæg med køl, men vi må ikke lave noget, der er synligt, og der må ikke bores huller. Udfordringen i sådanne projekter er ofte at få alle nutidens ønsker om ordentligt dagslys og gode arbejdspladser, krav om nok ventilation og køl til at gå op i en højere enhed med forholdene i den eksisterende bygning.”

Ingeniørmæssig brandslukning
Bygherrerådgiver Louise Torp

Louise er ofte kommet på sager, hvor bygherren troede, at det ikke var nødvendigt med en rådgivende ingeniør. Man er måske gået i gang med at løfte taget på en bygning, og nu slår det pludselig revner. Hvad gør man så? Ja, så henvender man sig til Louise – og så kan det kun gå for langsomt med at få løst opgaven.

En anden typisk situation for Louise er, at hun er blevet hyret til at løse en enkelt opgave, som så vokser til en helt anden opgave, når man først kommer i gang. Hun fortæller: “Jeg var for eksempel hyret til at flytte nogle lette vægge i forbindelse med ombygningen af nogle mødelokaler. Da vi fik åbnet de nedhængte lofter, viste det sig, at ventilationen nærmest var ikkeeksisterende og udført, så den på ingen måde fungerede optimalt. Den type opgaver har jeg haft rigtig mange af.”

 

Jeg er begyndt at arbejde med, at 10 % af den samlede entreprisesum først udbetales, når der er gennemført en 8 ugers test på køle- og varmeanlægget og samkøringen af det. Der skal være funktionsafprøvning og samkøring af alle tekniske anlæg.

Få lavet en serviceaftale!

Som bygherrerådgiver vil Louise altid anbefale en bygherre, at man i udbuddet til entreprenøren får skrevet ind, at der skal laves en efterfølgende serviceaftale på anlægget. Så gør entreprenøren sig ofte mere umage. Hun uddyber: “Jeg er begyndt at arbejde med, at 10 % af den samlede entreprisesum først udbetales, når der er gennemført en 8 ugers test på køle- og varmeanlægget og samkøringen af det. Der skal være funktionsafprøvning og samkøring af alle tekniske anlæg. Og det skal være en del af udbuddet, så entreprenøren er klar over kravet helt fra starten.”

En vigtig ressource for Wissenberg

Louise Torps unikke baggrund og erfaringer er en vigtig ressource for Wissenberg. Hendes evne til at navigere i komplekse udfordringer og hendes engagement i at levere løsninger er med til at styrke Wissenberg som en kompetent aktør inden for projektudvikling og strategisk bygherrerådgivning. Hendes historier fra ”frontlinjen” – fra den ingeniørmæssige “brandslukning” i uventede situationer til den omhyggelige styring af renoveringer af historiske produktionsfaciliteter – illustrerer den dybde af ekspertise og engagement, hun bringer til hvert projekt.

Med Louise Torp og Bo Christensen i spidsen for rådgivning i forbindelse med den tidlige udvikling af nye byggeprojekter, er Wissenberg godt positioneret til at fortsætte med at udvide sine ydelser og styrke sin position på markedet. Målet er klart; at fortsætte med at skabe værdifulde og bæredygtige løsninger for kunderne samtidig med, at Wissenberg bidrager til udviklingen af det byggede miljø på en ansvarlig måde.