Nyt liv i gamle bygninger
Wissenberg er nok mest kendt for vores ekspertise i at renovere almene boliger fra 1940’erne og fremefter. Det er vi gode til, og – sammen med nybyggeri – fylder de meget i vores projektportefølje. Men vores erfaringer strækker sig også til arbejdet med langt ældre bygninger. Her er et indblik i nogle af disse spændende projekter.
Den ældste bygning, vi arbejder på for tiden, er Strandgade 50 i Helsingør fra omkring år 1700. Det gør vi for A.C. Ejendomme ApS. Bygningens stueetage skal fremover anvendes til tandlægeklinik, og det kræver at den ombygges og renoveres lidt. Der skal bl.a. etableres nye indvendige vægge og laves nye vindueshuller i den ene facade.
Da den fredede villa, Christianelyst på Nybrovej i Lyngby-Taarbæk Kommune, blev solgt i 2017, var den på det tidspunkt Danmarks dyreste villa. Herskabsvillaen, der er fra 1803, ligger umanerligt smukt ned til Bagsværd Sø og med skoven omkring Frederiksdal overfor. Wissenberg er ingeniørrådgiver for den private ejer på en række ombygningsprojekter i villaen.
I Kongens København har vi et fint samarbejde med Jeudan Projekt og Service, hvor vi hjælper dem med at vedligeholde flere af deres gamle bygninger. Der er fx Gammel Strand 44, hvor vi udfører en tagrenovering på en bygning fra 1797. Opgaven omfatter bl.a. etablering af tre nye kviste mod den indre gård.