Mads Stenbæk Jakobsen bliver ny afdelingsleder af Wissenbergs afdeling for bygherrerådgivning og indtræder samtidig i partnerkredsen.

Wissenbergs afdeling for bygherrerådgivning bliver fremover under ledelse af Mads Stenbæk Jakobsen. Mads kommer med en lang ledelseserfaring fra rådgiverbranchen, og hans faglige baggrund som både ingeniør og arkitekt passer perfekt til de opgaver, afdelingen løser. Wissenbergs bygherrerådgivningsafdeling er kendt for sin høje faglighed, og det er et eftertragtet persongalleri, Mads bliver sat i spidsen for.

”Vi er både stolte og glade for at kunne annoncere Mads som ny afdelingsleder i en så central del af vores forretning. Mads indtræder umiddelbart i ledergruppen og indtræder i løbet af foråret også i partnerkredsen i Wissenberg. Vi kender Mads som en stærk leder. Han har en bred erfaring, der passer godt ind i Wissenbergs vision om at være bygherrens foretrukne samarbejdspartner i alle byggeriets faser, og at kunne tilbyde faglig og personlig rådgivning i et tæt tillidsforhold med bygherren,” udtaler administrerende direktør Lars Bendix Christensen.

Bygherrerådgivningsafdelingens hidtidige leder, Iver Pedersen, vil fremover koncentrere sig om rollen som projektchef, hvor han vil fortsætte den tætte dialog med bygherrerne.

”Mads og jeg kommer til at have et tæt samarbejde, og jeg er overbevist om, at Mads vil styrke og forretningsudvikle de i forvejen mange forskellige og stærke fagligheder, vi har i afdelingen”, udtaler Iver Pedersen.

Som afdelingsleder for bygherrerådgivningsafdelingen får Mads bl.a. en vigtig rolle i at styrke den tidlige strategiske bygherrerådgivning.

”AB-reglerne og ydelsesbeskrivelserne har gennemgået store ændringer, der forandrer rådgiverens rolle. Der bliver i endnu højere grad brug for, at bygherrens rådgivere kan fungere som sparringpartner og støtte i processen. Wissenberg har altid været kendt for at være bygherrens vedholdende tillidsmand, og det glæder jeg mig til at videreudvikle i samarbejde med både nye og gamle kunder”, siger Mads Stenbæk Jakobsen.

Om Mads:

Mads har mere end 10 års ledelseserfaring fra rådgiverbranchen. Senest som en del af ledelsen i Årstiderne Arkitekter og før dette som direktør for Sweco Architects. Han har desuden 15 års projektledererfaring på en lang række store projekter, spændende fra tidlig udvikling og bygherrerådgivning over projektering og gennemførelse af byggerier. En atypisk kombination af uddannelse, som både arkitekt og ingeniør, bidrager til en faglig bredde, der favner hele byggefaget.

Iver Pedersen, Lars Bendix Christensen og Mads Stenbæk Jakobsen

 

Læs omtalen i Licitationen her.