Civilingeniør med speciale i konstruktioner og certificeret statiker
I sin tid startede Mohammed som nyuddannet hos os i Wissenberg, fem år senere søgte han andre udfordringer i nogle år, men vendte tilbage. Nu er han afdelingsleder og partner.
Som ny leder af afdelingen Konstruktion har Mohammed fået en hverdag med projektering, ledelse og virksomhedspleje.
Da jeg var ved at være færdig med min uddannelse tilbage i 2016, søgte jeg helt ærligt først jobs hos de store ingeniørkoncerner. Men Wissenberg ligger i Nordvest, og jeg boede i Nordvest dengang. Jeg tænkte, ’Hey, det er oplagt!’ Og der var god kemi fra den første samtale.
Vi arbejder meget med renoveringer, og læringskurven var i starten ekstremt stejl. Meget mere stejl, end jeg havde forestillet mig. Jeg blev kastet ud i det og måtte tage så meget ansvar, som jeg ville. Det syntes jeg er fedt. Jeg begik fejl, og jeg lærte at rette op.
Forskellige roller
Efter fem år her skiftede jeg til en anden større rådgivende ingeniør, hvor jeg arbejdede mere med nybyggeri og oplevede en hel anden virksomhedskultur. Jeg er glad for at have prøvet det, og jeg hjælper dem stadig i en vis grad, efter jeg igen er landet her hos Wissenberg – så lejer de mig, når jeg med min viden om en sag kan gøre en forskel.
Jeg går efter det, der gør mig glad. Nybyg var det, vi lærte på studiet; renovering er mere et detektivarbejde. Det kan være frustrerende, men også meget, meget tilfredsstillende, når puslespillet går op.
Det sociale betyder meget
I Wissenberg har vi en størrelse, hvor alle kender hinanden. Og alle prøver at komme til de sociale arrangementer. Så vi kender nok som minimum to-tre fun facts om hinanden.
Faktisk forsatte det sociale også mens jeg arbejdede hos den anden virksomhed. Jeg spillede padel med mine Wissenberg-kolleger, og jeg kiggede forbi med min søn, da jeg holdt barsel. En dag blev jeg spurgt, om jeg ville tilbage – med det sigte, at jeg kunne blive afdelingsleder og partner.
Nu med fokus på ledelse og virksomhedspleje
Stille og roligt har jeg overtaget ansvaret for konstruktionsafdelingen, hvor vi er et team på 16. Jeg har taget ledelseskurser og seminarer, sparret med mine lederkolleger – jeg har forberedt mig. Det skaber en spændende hverdag. Det er jeg helt sikkert glad for og stolt af.
Hvad der så kommer? Jeg ved det ikke. Men jeg interesser mig meget for kvalitetssikring, så i takt med at jeg lander godt i mine nye roller, vil jeg måske række ud efter mere ansvar dér.

Mohammed Yousif
Afdelingsleder og partner
Konstruktionsafdelingen