Fra flymekanik til projektansvar og commissioning
Med en sammensat faglig baggrund er Kristian en slags generalist – med stærke følelser for kvalitet
Flymekaniker, VVS-installatør – og nu projektchef med speciale i commissioning … Det sjove er, at essensen i min første uddannelse stadig definerer mit arbejdsliv. Det handler om kvalitet.
I lufthavnen skal alt testes grundigt, før man flyver. Den tilgang har jeg taget med mig ind i byggebranchen.
Jeg skiftede til VVS, fordi finanskrisen i 2008 ramte luftfarten massivt. Kort fortalt fik jeg med min tekniske baggrund lov til at gå direkte til overbygningen på installatøruddannelsen, og derefter blev jeg selvstændig VVS-installatør.
Wissenberg rakte ud til mig gennem en, jeg havde taget installatøruddannelsen sammen med. Min første reaktion var nej tak. Jeg kunne og kan godt lide konkret håndværk – at bygge noget håndgribeligt. I dag må jeg alligevel sige, at jeg ikke savner at ligge og skrue på installationerne på daglig basis; det var hårdt fysisk.
Min hverdag hos Wissenberg
Jeg landede her som VVS-installatør i 2015 og røg direkte ud på byggepladserne – til fagtilsyn, projektering af VVS-installationer og byggemøder. Så blev jeg spurgt, om jeg ville tage en projektlederuddannelse sammen med en flok kolleger.
Siden har commissioning vundet frem som begreb, som et ekstra lag af kvalitetssikring. Det ændrer ikke på, at tingene skal virke, uanset om kunden har tilkøbt commissioning eller ej. Men med commissioning tilkøber kunden flere øjne – og jeg har stærke følelser for det.
Mest vild er jeg med, at mine dage aldrig ligner hinanden. Jeg er ca. 50/50 på kontoret og ude til møder og på byggepladser. Når jeg har været ’inde’ tre dage i streg, så mangler jeg noget. Men jeg har fantastiske kolleger. Vi spiller padle om tirsdagen, løber om onsdagen – og spiller fodbold, når det går op.
Der er plads til, at vi kan vælge med hjertet
Sidste år gik jeg fra at være projektleder til at blive projektchef. Nu har jeg økonomiansvaret og står i front i forhold til bygherre og samarbejdspartnere. Og ja, jeg står med store helhedsplaner, hvor nogle kører i op til 15 år. Men jeg elsker også alt det, der kommer ind fra højre, ligesom commissioning gjorde.
Det er fint, at vi som virksomhed gør os tanker om, hvordan ens karriere kan udvikle sig her. Men vi har heldigvis også ofte lov til at vælge opgaver med hjertet, og det gør jeg. Lige nu er det mindre opgaver om kulturarv og fredede bygninger, jeg især vælger til.

Kristian Stender Sørensen
Projektchef, VVS-installatør og commissioningspecialist
VVS og Energi-afdelingen