Klimatilpasning og Byrum

Wissenbergs afdeling for Klimatilpasning og Bæredygtighed skifter navn til ”Klimatilpasning og Byrum”; et område hvor vi i øjeblikket ser rigtig mange nye muligheder. Byrum kommer mere og mere i spil, fordi vi kan skabe æstetiske løsninger, som samtidig løser praktiske forhold.

Helt grundlæggende handler klimatilpasning om at tilpasse bygninger og områder til fremtidens større mængder regn. I afdelingen for Klimatilpasning og Byrum tager vi udgangspunkt i det nære – i den lille skala. Det vil sige på bygningsniveau og i byrummet, der ligger omkring bygningen. Det kan være tagflader, grønne facader, grønne tage, altså løsninger, hvor selve bygningen bruges til at forsinke noget af regnvandet. Men ellers handler klimatilpasning for os ofte om, at vi laver nogle åbne bassiner, grøfter/render eller lavninger rundt omkring bygningerne til regnvandet.

 

Større fokus på merværdi i byrummet

”Vi insisterer på at få mere biodiversitet ind i bymiljøet, bl.a. ved at sikre, at håndteringen af vand spiller positivt ind i forhold til byrummet. Regnvandet kan f.eks. være med til at sikre, at planterne er grønne i længere tid. Eller man kan opsamle vandet og bruge det i springvand og lignende rekreative og kunstneriske formål”, fortæller Mikas S. Christiansen, som er afdelingsleder for Klimatilpasning og Byrum. ”Vi vil meget gerne være med til at sikre, at borgerne, beboerne og virksomhederne får en god oplevelse med at være i det udemiljø, der er skabt. Og hvis vi kan sikre det med en klimatilpasningsløsning som katalysator, så beskriver det meget godt det, vi arbejder hen mod i afdelingen.

 

 

Mikas S. Christiansen, afdelingsleder og partner i Wissenberg

”Klimatilpasning i sig selv skaber ikke nødvendigvis bedre byrum. Den løser et problem. Men klimatilpasning kan skabe en merværdi, hvis vi udfører den i byrummet, så vi skaber nye og spændende byrum, fastslår Mikas”.

 

Livscyklusvurdering – LCA

Et andet område vi arbejder fokuseret med, er at lave LCA-beregninger på anlægsprojekter. Disse livscyklusberegninger giver overblik over de anvendte produkters miljømæssige konsekvenser gennem hele produktets levetid – fra råvareudvinding til bortskaffelse. LCA-beregninger laver vi for både kommuner, forsyningsselskaber og almene bygherrer.

 

Laver afdelingen stadig kloak?

Kloak er stadig en hjørnesten i de ydelser, afdelingen for Klimatilpasning og Byrum tilbyder. Der vil helt sikkert være kloakopgaver fremover, det er der absolut ingen tvivl om, ifølge Mikas. Han forklarer: ”Kloakker er en basal ting, som vi bare skal kunne. Det bør man sådan set tage for givet. Men al udvikling og alle nye tiltag foregår indenfor klimatilpasning og byrum – og det vil vi gerne kommunikere klart.”

 

Klimatilpasning og Byrum

Leder af afdelingen for Klimatilpasning og Byrum, Mikas S. Christiansen, kom til Wissenberg fra en større entreprenørvirksomhed i 2019 og blev ansat som afdelingsleder for det, der dengang hed ”Teknisk infrastruktur”, med henblik på at styrke Wissenberg inden for områder som klimatilpasning. I sommeren 2024 blev han partner i Wissenberg.

I dag hedder afdelingen som nævnt ”Klimatilpasning og Byrum” og omfatter 8 medarbejdere, heriblandt to med baggrund i den relativt nye uddannelse ”urban landskabsingeniør”. Afdelingen arbejder i et felt, der spænder fra kloak og regnvandsløsninger på og under jorden, til biodiversitet og natur. Mikas vil fortsat have en tæt tilknytning til bæredygtighed via Wissenbergs videnscenter.

 

Ann Sofie Pedersen, studentermedhjælper i Klimatilpasning og Byrum, gør plantekasser klar på tagterrassen på Hejrevej