Det nye Sølund
En byggeplads som sætter krav til opfindsomhed og optimering
I hjertet af Nørrebro i København kommer Det nye Sølund til at skabe livlig aktivitet for unge og ældre. Komplekset, som bl.a. kommer til at indeholde 360 plejehjemsboliger, 150 ungdomsboliger, butikker og parkeringspladser, er placeret mellem søerne og byrummet ud mod Ryesgade. Det nye Sølund opføres som karrébebyggelser bestående af ni bygninger og med tre gårdrum i midten. Stueetagen går på tværs af bygningerne, der forbindes som et by-strøg med forskellige tilbud og mødesteder for både beboere og offentlighed.
Taget vil blive todelt. Den ene halvdel får tagterrasse til stedets beboere, og på den anden halvdel etableres bæredygtige tiltag som solceller, solvarme og sedumbeplantning, som skaber et naturligt udtryk og samtidig er med til at tilbageholde regnvand – og så fremmer det levevilkårene for smådyr som insekter og fugle. På den måde øger det biodiversiteten på og omkring plejehjemmet.
Mødested for generationer
Den overordnede vision for Det nye Sølund er kort og godt at skabe et område, som kan være til glæde for både beboere og lokalmiljøet. Et åbent område, som med grønne arealer og små butikker kan give mulighed for mødet mellem flere generationer, unge og ældre.
Endelig i gang igen
Byggeriet startede oprindeligt i 2020, men blev sat i bero i 2022 pga. uoverensstemmelser med den tidligere entreprenør. Wissenberg kom på projektet i august 2023, og i starten af 2024 kunne byggeriet endelig genoptages – og med Nordstern som entreprenør og Wissenberg som byggeleder, er der nu et godt flow i byggeriet. Vi er færdige med at ramme pæle og laver nu terrændæk. Byggeriets 2 etaper skal afleveres henholdsvis i april 2026, juli 2027 og marts 2029.
Plejecenteret og daginstitutionen i bygning 4 og 2 (etape 2) har i øvrigt været i fuld funktion under nedrivningen og udførelsen af etape 1, og er det fortsat. Når byggeriet af etape 1 er færdigt, flytter beboerne og personalet i plejecenteret samt daginstitutionen direkte ind i de nye lokaler. Herefter vil bygning 2 og 4 samt den sidste del af P-kælderen blive ryddet, de sidste bygninger revet ned og den resterende del af byggeriet opført.
Det nye Sølund er en kompleks opgave og et enestående projekt, hvor mange udfordringer skal løses. F.eks. er tilkørselsforhold og byggepladsindretning essentielle i et i forvejen tætbebygget Nørrebro.
