Hørt på vandrørene
Vi tilbringer det meste af vores tid ude på byggepladserne – derude hvor planerne og tegningerne møder virkeligheden. Derfor er det essentielt, at vi tager erfaringerne fra byggehverdagen med hjem – ikke kun til vores egen projektering, men også til resten af huset. Så når vi siger, at vi skal “spille hinanden bedre”, er det tit os, der har bolden, og det er vores opgave at få afleveret.
Byggeledelse er et fag
Når man kigger på byggelederens hverdag, så står det helt klart, at det kræver en anden profil end den, der kendetegner en klassisk ingeniørprofil. Der er selvfølgelig alt det tekniske, lovgivning og den slags. Men der er i lige så høj grad brug for, at vi mestrer aftaleforhold, forhandling og ledelse. Derfor ser vi på byggeledelse som et fag der kræver særlige kompetencer og ikke bare som en opgave for dén der lige har tid.