Helhedsplanen omfatter bl.a., at tagene udskiftes og isoleres. Det betyder, at tagstenene, som er af tegl, skal nedtages. Lystoftehuses tage er ca. 70 år gamle, men teglsten kan holde 60-100 år, så måske de kan genanvendes og lægges tilbage på tagene, tænkte vi. Det var værd at undersøge. Boligafdelingen søgte støtte hos Realdania til en sådan undersøgelse – og fik den.
Analysen skulle undersøge, om tagstenene på Lystoftehuse kunne genanvendes, såvel holdbarhedsmæssigt som økonomisk, samt belyse den klimamæssige effekt ved genanvendelse. Desuden var det et mål at opstille nogle generelle guidelines for genanvendelse af tegltagsten, som vil kunne fremme genanvendelsen af Danmarks 90 mio. m2 tegltage.
Wissenberg forestod udarbejdelsen af analyserapporten, som blev skrevet i samarbejde med arkitekterne Søren B. Schächter og Peter Bentzon samt Teknologisk Institut.
Resultatet af analysen er lovende. Beregningerne viser, at genbrug af tegltagstenene i Lystoftehuse vil medføre en besparelse i drivhusgasudledninger på hele 97 % og – måske lidt uventet – en mulig økonomisk besparelse på op mod 10 %, sammenlignet med at lægge et helt nyt tegltag.