Civilingeniør med speciale i miljøteknologier, Vinh Duy Nguyen

Som ingeniør i afdelingen Klimatilpasning og Byrum bringer Vinhs viden om vand og bymæssige afløbssystemer ham med i mange projekter.

Jeg er uddannet civilingeniør i 2022, og der var mange gode grunde til, at jeg valgte at søge ind hos Wissenberg.

Det betyder meget for mig at bidrage helt konkret til vores samfund. Det kan jeg som rådgivende ingeniør, og der er meget konkret brug for min viden om vand i forhold til bymæssige afløbssystemer, hydrologisk vandmodellering og oversvømmelsesprognoser.

Fra teoretisk viden til praktisk erfaring

På grund af min studieretning kom jeg med et mere teoretisk udgangspunkt end mange af mine afdelingskolleger. Jeg har skullet lære det praktiske, fx har jeg fået en masse viden om byggefaserne.

Min første rolle var at varetage en kontrolfunktion, nu deltager jeg i forskellige projekter som fagingeniør, projektleder, og jeg bidrager med teknisk bygherrerådgivning. På tværs af projekter oplever jeg at blive brugt som sparringspartner; vi har en sund kultur, hvor vi diskuterer udfordringerne i projekterne, så vi bliver klogere.

Jeg lærer hver dag

Vores afdeling håndterer opgaver på en masse forskellige områder. Vi arbejder ikke inden for en snæver boks, og der bliver lyttet til, hvad vi har lyst til at arbejde med. Jeg får lov til at byde ind i forhold til mange forskellige opgaver og får mulighed til at prøve nye ting af.

Det er en stor fordel, at vi lader én person køre et projekt hele vejen fra de første stadier til aflevering af det færdige projekt. Det udvikler, og det kræver måske også, at jeg lige skal lære X, Y og Z.  Det giver mig en helhedsforståelse og gør, at jeg har alle projektstadierne in mente med til det næste projekt.

Åbenhed om kort- og langsigtede mål

Wissenberg er rigtig god til at vise mig tillid og give mig mulighed for at vokse med opgaverne.

Vi taler om, hvad der er godt for mig og virksomheden på den korte og den lange bane. Vi er enige om, at jeg skal have mere projektledelse, og vi taler om, hvilke fagområder i afdelingen jeg kan understøtte.

Som projektleder kan jeg lide at mærke, at kompleksiteten øges. Det bliver gradvist større og større projekter, jeg får lov at tage på mig. Og som teknisk bygherrerådgiver tager vi både helikopter- og mikroperspektivet. Det udfordrer på den gode måde.

Nu er det tre år siden, jeg startede i Wissenberg, og det bliver kun mere og mere spændende.

Vinh Duy Nguyen

Civilingeniør med speciale i miljøteknologier

Afdeling for Klimatilpasning og Byrum