Indvielse af etape 2 på Birkehøj Plejehjem

Onsdag den 29. oktober 2025 blev etape 2 af Birkehøj Plejehjem indviet med taler, rundvisning og markering af et vigtigt lokalt løft af plejeboligkapaciteten i Høje-Taastrup Kommune. Udvidelsen omfatter 20 nye plejeboliger, fordelt på somatiske pladser og pladser målrettet borgere med demens, samt nye boliger til Botilbuddet Rønnevang.

Ved indvielsen talte bl.a. projektleder og bygherre fra Høje-Taastrup Kommune, Anette Dyring Naalund, fungerende borgmester for Høje-Taastrup Kommune, Kurt Scheelsbeck (K) og administrerende direktør for Botica Entreprise, Erik Nimb.

De fremhævede alle betydningen af at skabe trygge og omsorgsfulde rammer, hvor beboere og medarbejdere får bedre plads og bedre muligheder for nærvær, aktivitet og hverdagsliv.

Byggeprocessen har været præget af uforudsete udfordringer, herunder en konkurs hos den oprindelige entreprenør. Wissenberg har som bygherrerådgiver understøttet Høje-Taastrup Kommune gennem hele forløbet – fra de indledende behovsafklaringer og projektudviklingen til gennemførelse af udbud og færdiggørelse af byggeriet med ny entreprenør.

Trods en længere proces end oprindeligt planlagt står resultatet nu færdigt: lyse, funktionelle boliger og fællesområder, der giver beboerne forbedrede rammer og øger kvaliteten i det daglige pleje- og omsorgsarbejde. Udvidelsen styrker samtidig sammenhængen mellem pleje, pædagogik og socialfaglige indsatser i kommunen.

 

Fungerende borgmester for Høje-Taastrup Kommune, Kurt Scheelsbeck (K).
Projektleder og bygherre fra Høje-Taastrup Kommune, Anette Dyring Naalund, taler.
Administrerende direktør for Botica Entreprise, Erik Nimb, på talerstolen.