Bæredygtighedsledelse
Processen for det bæredygtige byggeri er altafgørende
I Wissenberg ved vi, at processen er afgørende for, hvor bæredygtigt et byggeri ender med at være. En god proces kræver den rette styring igennem hele projektet, så det bæredygtige fokus opretholdes, og eventuelle risici, forbundet med innovative løsninger, håndteres så tidligt som muligt. I Wissenberg kalder vi denne form for projektstyring bæredygtighedsledelse.
Bæredygtighed er en rammebetingelse for et projekt og ikke en særskilt disciplin, der skal håndteres sideløbende. Helt fra begyndelsen af projektet hjælper vi med at oversætte bygherrens visioner for bæredygtighed til en konkret bæredygtighedsplan med håndterbare og operationelle målsætninger for de bæredygtige tiltag. Det vigtige er, at bæredygtighedsplanen passer godt til det pågældende projekt. Her fordeles også ansvaret, så ingen af projektets aktører er i tvivl om, hvem der gør hvad hvornår.
Igennem projektet – fra projekteringen til driften af den færdige bygning eller byrum – sørger vi for, at projektets forskellige fagligheder har et fælles sprog og en fælles retning for bæredygtighed, så alle i projektet arbejder sammen om at indfri de fælles målsætninger. Netop samarbejdet er det bæredygtige byggeris styrke, og med den rette bæredygtighedsledelse, styrkes dette samarbejde, og tidsforskydninger, misforståelser og konflikter undgås – altså kort sagt et bedre, men ikke et dyrere, projekt.
Ejerskab til de bæredygtige løsninger opstår ikke af sig selv og kræver en tydelig og inkluderende bæredygtighedsledelse.
Vi tilbyder målrettet og projekttilpasset bistand ifm.:
- Bæredygtighedsledelse
- Bæredygtighedsstrategi
- Indledende bæredygtighedsscreening
- Livscyklusanalyse (LCA)
- Certificering (DGNB og Svanemærket)
- Bæredygtig Commissioning (Cx)