Butik til Louis Vuitton
Louis Vuitton har etableret en ny flagskibsbutik på Amagertorv i København ved at omdanne den tidligere Café Norden og nabolejemålet (Wolford) til én samlet butik. Formålet var at skabe et højkvalitets retailmiljø af højeste internationale standard i Københavns historiske bykerne.
Opgaven omfattede bl.a. sammenlægning af lejemål, udgravning og udnyttelse af kælder, nye stikledninger til fjernvarme, etablering af fjernkøling samt diskrete facadeindgreb for bedre adgang. Internt er der tilføjet en trappe og en personelevator, som binder kælder, stue og 1. sal sammen og understøtter vare- og kundeflow samt back-of-house-funktioner i kælderen.
Wissenbergs rolle
Wissenberg var underrådgiver via Kjær Arkitekter for den italienske rådgiver ESA og leverede hovedprojekt på konstruktioner og tekniske installationer frem til opstart af udførelse, hvorefter hovedentreprenøren og dennes rådgiver overtog arbejdet.
Opgaven inkluderede vurdering af etageadskillelser og bæreevne samt projektering af målrettede forstærkninger, så den nye butiksfunktion kunne realiseres uden at kompromittere bygningens oprindelige struktur. Dertil kom projektering og tilpasning af ventilation, køling, VVS og el, “oversættelse” af den franske koncerns konceptkrav til danske standarder, indeklima- og brandtekniske redegørelser, myndighedsdokumentation samt geoteknik/grundvandsmåling og en plan for byggelogistik i den tætte by.
Udfordringerne
Projektets primære udfordringer var store krav til køling, kompliceret byggelogistik og udførsel i et stærkt trafikeret, fredet bymiljø med minimal plads, samt at butikken var udfordret statisk, da de eksisterende konstruktioner er blevet udnyttet til det maksimale.
Disse blev løst gennem selektiv udskiftning til energieffektive tekniske anlæg med lavt støjniveau mod gade, en nøje fase- og logistikplanlægning, samt præcise statiske vurderinger og lokale forstærkninger i bygningen.
Projekt information
Bygherre
- LVMH Moët Hennessy
Beliggenhed
- København
Rådgivningsrolle
- Ingeniørrådgiver
Årstal
- 2022 - 2025
Entreprisesum
- Ønskes ikke oplyst
Areal
- Ca. 1.200 m²