Fra skærgård til fremtidens bydel: Wissenberg på studietur i Stockholm

I slutningen af september pakkede vi kufferterne og tog toget til Stockholm. Fire dage bød på faglig inspiration fra en internationalt anerkendt bæredygtig bydel, et møde med svensk søfartshistorie og masser af godt selskab på tværs af afdelingerne.

Stockholm fra vandsiden

Turen startede onsdag morgen under uret på Københavns Hovedbanegård, og ved middagstid rullede toget ind i Stockholm. Samme eftermiddag gik vi om bord på en guidet sejltur ud i skærgården. Stockholms skærgård tæller mere end 30.000 øer, og fra båden fik vi et helt andet blik på en by, der er vokset op omkring vandet.

Hammarby Sjöstad: Bæredygtig byudvikling i praksis

Torsdag var studieturens faglige omdrejningspunkt: en byvandring i Hammarby Sjöstad. Holdene skiftedes mellem byvandringen og Vasamuseet, og midt på dagen mødtes alle til frokost på Sjöstadens Marina.

Hvor der i dag ligger boliger, butikker og kajpromenader, lå der i 1990’erne et forurenet industri- og havneområde. Området blev oprindeligt tænkt som olympisk by, da Stockholm søgte om sommer-OL i 2004. Legene gik til Athen, men byen valgte at udvikle området alligevel, med en klar ambition om at gøre det ”dobbelt så godt” som almindeligt nybyggeri og halvere miljøbelastningen i forhold til et tilsvarende område bygget i starten af 1990’erne. I dag bor der omkring 25.000 mennesker i bydelen.
Kernen er den såkaldte Hammarbymodel, et lukket kredsløb, hvor energi, affald, vand og spildevand tænkes sammen:

  • Spildevandet renses lokalt, og der udvindes biogas, som har været brugt til både busser og komfurer i boligerne.
  • Brændbart affald og varme fra renset spildevand bliver til fjernvarme.
  • Affaldet suges gennem et underjordisk rørsystem til en central opsamlingsstation, så der kører færre skraldebiler i gaderne.
  • Regnvand håndteres lokalt i kanaler og på grønne tage.

Bydelen har ikke ramt alle sine mål. Opgørelser peger på, at miljøbelastningen er reduceret med 30-40 procent, under målet på 50 procent. Til gengæld er transportmålet nået: Mindst 80 procent af beboernes ture skulle foregå med kollektiv trafik, på cykel eller til fods, hjulpet på vej af letbane, færger, cykelstier og en lav parkeringsnorm.
For os som rådgivende ingeniører var det inspirerende at se, hvad der sker, når forsyning, energi, vand og affald bliver tænkt sammen fra første streg og at få et ærligt billede af, hvad der virker, og hvad der kræver justeringer undervejs.

FAKTA OM HAMMARBY SJÖSTADFør:

  • Forurenet industri- og havneområde få kilometer syd for Stockholms centrum.
  • Idé: Planlagt som olympisk by til Stockholms ansøgning om sommer-OL i 2004.
  • I dag: Ca. 25.000 indbyggere og 11.000-12.000 boliger.
  • Miljømål: Halvere miljøbelastningen i forhold til et område bygget i starten af 1990’erne.
  • Hammarbymodellen: Lukket kredsløb, hvor energi, affald, vand og spildevand tænkes sammen.
  • GlashusEtt: Bydelens miljø- og informationscenter, åbnet i 2002.

Et næsten 400 år gammelt krigsskib

På Vasamuseet stod vi ansigt til ansigt med det 69 meter lange krigsskib Vasa, der kæntrede og sank i Stockholms havn på sin jomfrurejse i 1628. Skibet blev hævet 333 år senere, i 1961, og mere end 98 procent af det er originalt. Det er verdens eneste bevarede skib fra 1600-tallet, og et imponerende stykke håndværk at gå rundt om.

The Stockholm Challenge og middag under Rådhuset

Fredag formiddag blev vi sendt ud i byen til The Stockholm Challenge, en udendørs teambuilding med indlagt sightseeing, hvor vi dystede afdelingsvis. Eftermiddagen stod på afdelingernes egne aktiviteter, og om aftenen samledes alle Wissere til fælles middag på Stadshuskällaren. Restauranten ligger i kælderen under Stockholms Stadshus, hvor den årlige Nobelfest holdes i Blå Hallen, og den serverer de historiske Nobelmenuer.

Lørdag gik turen hjem med toget, med masser af nye indtryk i bagagen.

Tak til alle Wissere for nogle virkelig hyggelige dage med faglig inspiration, godt selskab og højt humør i Stockholm.

33 86 34 86 Skriv til os