RUC Campuskvarteret
Baggrund og formål
Campuskvarteret (RCK) ved Roskilde Universitet (RUC) er et transformationsprojekt, hvor ni tidligere forsknings- og undervisningsbygninger på campus omdannes til et samlet kvarter med nye funktioner. Projektet udspringer af et ønske om at aktivere et område med betydelige bygningsmæssige værdier og en attraktiv placering i overgangszonen mellem det åbne landskab og det centrale campusmiljø.
Projektet tager udgangspunkt i de eksisterende bygninger frem for nedrivning og har som mål at skabe et mere levende miljø, der både styrker hverdagslivet på campus og udnytter stedets arkitektoniske og landskabelige kvaliteter. Ambitionen er at udvikle et kvarter, hvor bolig, læring og fællesskab kan understøtte hinanden, og hvor nye funktioner indpasses med respekt for campus’ eksisterende struktur og identitet.
Projektets indhold og omfang
Projektet omfatter 287 ungdomsboliger i de eksisterende bygninger og som nye tagboliger samt en specialskole med plads til 200 elever, suppleret med udadvendte campusfunktioner, herunder studielounge/kvartershus.
Kvarteret udvikles med et samlet arkitektonisk greb, hvor det er en bærende intention, at området skal opleves som én helhed – også selv om ejerskabet er fordelt på flere parter.
Udviklingen af området sker i etaper, hvor der i første etape etableres skole og en stor del af boligerne, mens efterfølgende etaper omfatter yderligere boliger og fællesfunktioner.
Etaperne er tænkt sammenbundet af et fælles landskabsprojekt og et sammenhængende sæt af principper for uderum, adgangsforhold og den bygningsmæssige bearbejdning.
Transformation og arkitektoniske greb
Bebyggelsen er kendetegnet ved ni kvadratiske punkthuse, der indrammer et centralt haveanlæg, og som samtidig har åbenhed mod det omkringliggende landskab.
Transformationen udnytter bygningernes konstruktive opbygning, hvor de bærende dele primært ligger i facader og en central kerne. Det giver fleksibilitet til at etablere nye boliger og andre funktioner, samtidig med at de oprindelige volumener og proportioner kan fastholdes.
Projektet arbejder samtidig med udvalgte om- og tilbygningsgreb, herunder nye forbindelser og justeringer i de eksisterende sammenbygninger, så kvarteret får en tydeligere intern sammenhæng. Dele af de eksisterende forbindelsesbygninger og auditoriet forventes nedrevet.
Projekt information
Bygherre
- APF Ejendomme og RUIB
Beliggenhed
- Roskilde
Rådgivningsrolle
- Bygherrerådgiver
Årstal
- 2025 - igangværende
Entreprisesum
- Ca. 370 mio. kr. (inkl. moms, alle etaper)
Areal
- Ca. 16.000 m²
Bæredygtighed og certificering
Projektets bæredygtighedsstrategi omfatter fire mål:
- Effektiv drift og lang levetid
- Fremme det sociale fællesskab
- Minimere forbrug af nye ressourcer
- Understøtte biodiversitet i nærområdet og klimatilpasning
Ambitionen er at koble transformationen til en systematisk indsats for et lavere ressourceforbrug og for brug af løsninger, hvor der arbejdes med tiltag som ressourcekortlægning, LCA/LCC, materialepas og design med henblik på fremtidig fleksibilitet og lang levetid.
Bæredygtighedsarbejdet indgår som en integreret del af projektets beslutningsgrundlag gennem projektering og udførelse, så de valgte løsningers bæredygtighed fastholdes og dokumenteres. Som verificering af indsatsen sigtes der mod at bygningerne certificereres til DGNB sølv.
Wissenbergs rolle og ydelser
Wissenberg A/S varetager rollen som bygherrerådgiver og projektleder på RCK-projektet for bygherrerne APF Ejendomme og RUIB (Roskilde Universitets Internationale Boligfond). Som den centrale styrende enhed i projektet sikrer Wissenberg brobygningen mellem bygherrernes strategiske mål og det udførende rådgiverteams tekniske løsninger.
- Strategisk og organisatorisk bistand – Wissenberg bistår bygherren i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af projektet og indgår som fast deltager i bygherre- og projekteringsmøder. Bygherrerådgiver udarbejder beslutningsreferater fra bygherremøder og understøtter bygherrens beslutningsprocesser frem mod de tre gateways.
- Proces- og faseledelse – I samarbejdsperioden bidrager Wissenberg til at sikre, at projektmaterialet udvikles i overensstemmelse med aftalegrundlaget og frem mod de definerede milepæle: byggeprogram, dispositionsforslag og projektforslag. Ved hver gateway bistår Wissenberg bygherren i vurderingen af, om projektet skal videreføres til næste fase.
- Økonomi- og risikostyring – Wissenberg understøtter bygherren i den overordnede styring af projektets økonomi, herunder i relation til targetpris og fordeling af entrepriseomkostninger. Bygherrerådgiver bidrager til etablering af fælles styringsværktøjer som beslutningslog, ændringslog og risikostyring samt sikrer løbende overblik over rådgiverhonorarer og fremdrift.
- Udbuds- og markedsproces – I forbindelse med entrepriseudbud forestår Wissenberg markedsanalyse og varetager udbudsprocessen, herunder udarbejdelse af udkast til entrepriseaftale samt deltagelse i forhandlingsmøder. Ved gateway 2 træffer bygherren beslutning om projektets realisering i hoved- eller totalentreprise, og Wissenberg bistår i denne proces.
- Miljøsanering og nedrivning – Parallelt hermed bistår Wissenberg bygherren i forbindelse med miljøsanerings- og nedrivningsprojekt samt udbud af disse arbejder.