Borupgård 1 og 2

2008

Bygherre:    Boligselskabet Teglværksgården
Beliggenhed: Helsingør
Ydelse: Ingeniørrådgivning og byggeledelse
Byggeudgift:   200 mio. kr.
Årstal:  2000-2008
Arkitekt: Blad og Thygesen A/S
Landskabsarkitekt: Svend Kierkegaard A/S

 

Renovering af bebyggelse med 215 boliger i 54 rækkehuse med to etager. Projektet omfattede nye tage med rejsning, glaspartier i facader, centralvarmeanlæg, nyt miljøhus samt undersøgelse for og afhjælpning af store skimmelsvampeangreb.

Byggeprocessen blev visualiseret via hjemmeside.

Helsingør Kommune uddeler hvert år en hæderspris for byforbedring til et projekt, der gør kommunen smukkere og mere velfungerende. I 2009 gik prisen til Borupgård. Om vinderen sagde Ejendoms- og Miljøudvalgsformand Johannes Hecht-Nielsen:

”Borupgård 1 og 2, der blev bygget i 1975, trængte til renovering, og en modernisering var oplagt. Udearealerne er nu forbedret gennem plantning af træer og buske. Ved hver bolig danner grønne hække indtagende haverum, som styrker karakteren af rækkehuse frem for blokke. Dette understøttes også af de nye, karakterfulde metaltage, hvis udhæng giver ly og venlige slagskygger. De forskelligt udformede espalierer af metalgitre i gavlene forstærker det frodige og grønne udseende i kontrast til de stenbelagte betonelementer i facaderne.

De tilføjede dele er alle fint og nænsomt tilpasset Per Christiansens og Carl Svendsens arkitektur fra 1975, hvor energikrise og bygningsreglement påbød minimale vinduesåbninger. Nu er klimaskærmen forbedret, og tagets materiale og hældning medfører mindre vedligeholdelse. Udvendige trapper har fået fint udførte håndlister og værn i holdbare materialer til de tidstypiske boliger. Det er en dyd at føje til på den enkleste måde, som det her er sket, også under hensyn til en stram økonomi, og bebyggelsen er klart en hæderspris værdig."