27. august 2015

Nye kolleger i august 2015

De tre nye medarbejdere er Roza Al-Samarraie Kauffmann, Morten Elkjær Jensen og Anne-Sofie Juhl.

Morten er startet i El-gruppen i Energi- og Miljøafdelingen. Han er uddannet elektriker, el-installatør og automationstekniker og har bl.a. arbejdet på projekter som CPH Go i Københavns Lufthavn, Widex Nyt Hovedsæde og Skuespilhuset. Senest har han været hos Balslev (automationsafdelingen), hvor han har arbejdet med bygningsautomation og prisberegning på CTS-udbud.

Roza er startet i vores Bygherrerådgivningsafdeling, hvor hun skal være assisterende ingeniør for nogle af vores travle projektledere – i første omgang for Vivian på Solbjerg Have og Hjortegården. Hun er nyuddannet diplomingeniør fra DTU-Ballerup (byggeri og infrastruktur). Nogle af jer kender måske allerede Roza fra hendes praktikperiode hos MT Højgaard på rækkehusene i Albertslund Syd og Taastrupgaard.

Anne-Sofie har lige afsluttet sin barsel og er startet i Regnskab og Sekretariat, hvor hun blandt andet skal arbejde med fakturering, bogføring og timeregistrering. Desuden skal hun hjælpe salgsafdelingen med at styrke det grafiske udtryk. Anne-Sofie er uddannet Design Manager og har tidligere arbejdet som projektleder på et reklamebureau. Her har hun stået for fakturering og budgettering samt haft et tæt samarbejde med den grafiske afdeling. Hun har udfærdiget nyhedsbreve, skrevet artikler og opdateret hjemmesiden hos Bonnier Publications.