11. marts 2016

Kendte og nye ansigter

Vores Konstruktions- og Brandafdeling har budt velkommen til Preben, Mohammed og Marina.

Preben Vanman Rasmussen er akademiingeniør fra 1980 og har arbejdet bredt inden for husbygning, bygningsfysik og bygningseftersyn. Han har de seneste 15 år været ansat hos EKJ. Preben skal bl.a. arbejde med eftersyn og helhedsplaner, herunder på Solbjerg Have og Munkevang.

Mohammed Yousif er nyuddannet civilingeniør fra DTU. Han har i sit studie fokuseret på bærende konstruktioner, herunder modellering i diverse FEM-værktøjer, samt bygbarhed. Mohammed indgår i konstruktionsprojektteamet på Bank-Mikkelsens Vej.

Marina er i virksomhedspraktik og skal arbejde i Revit. 

Vores Energi- og Miljøafdeling er forstærket med Magnus, Mads og Nicole. 

Magnus er uddannet bygningskonstruktør og -ingeniør og ansat på deltid, så han kan passe sine studier i økonomi på KU. Han har tidligere været ansat hos NNE Pharmaplan og Niras. Magnus skal bl.a. arbejde på Sundhedshuset i Farum med projektering og tilsyn på VVS og ventilation.

Mads Rudbeck og Nicole Ulrich Sommer, der begge er nyuddannede el-installatører, udgør en del af vores el-gruppe. Mads har tidligere arbejdet som elektriker i 3 år. Mads indgår bl.a. i teamet på Amaliegade, som er en transformation af tidligere kontorlokaler til luksusboliger i historiske omgivelser. 

Nicole indgår i projektteamet på Christianshavns Skole og Solbjerg Have.

I Planlægning og Byggestyring er Jonas Gjerstrup Hansen ansat som byggelederassistent på Gårdhusene i Albertslund Syd. Jonas er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og har tidligere forestået tilsyn på større byggesager. 

Kim Agger Stenbæk har genindtaget sit skrivebord i Planlægning og Byggestyring, idet han nu har afsluttet sin uddannelse som bygningskonstruktør, og vi er glade for at have ham tilbage i Wissenberg.