13. februar 2018

Elefantsnot

Smeltedigel. Få steder i København lever op til dén betegnelse, men Christianshavn må være øverst på listen. Og midt i ”diglen” ligger Christianshavns Skole, hvor elever og lærere nu får mere plads, moderne faciliteter og et helt nyt science lab.


Renovering og nybyg

Wissenberg har været underrådgiver til RUBOW arkitekter i projektet, som gør plads til, at Christianshavns Skole kan udvide fra tre til fire spor. Skolen – der er fordelt på to matrikler – bliver gennemrenoveret, og der er skaffet mere plads ved at bygge et nyt science lab, en ny femetagers bygning ”Tårnet” og ved at sætte to ekstra etager oven på den eksisterende gymnastiksal (én etage til undervisningslokaler og én til al teknikken).


Med elevernes egne ord

Skoleleder Anni Green Sandhagen læste højt fra et par af de breve, eleverne havde skrevet til håndværkerne. Der var én, der havde skrevet:

”Kære håndværkere, vi glæder os virkelig til at se det flotte resultat og til at smile og til at se andres smil i de her bygninger.”

En anden havde skrevet:

”Vi takker jer virkelig for, at I har lyst til at lave vores skole om, og vi ser frem til gode og dejlige oplevelser med vores venner. Tusind tak for jeres hjælp.”


Brevene var lamineret, og der blev udleveret elefantsnot, så håndværkerne kunne hænge de opmuntrende breve op. Den slags udtalelser skal nok holde motivationen oppe hos håndværkerne frem til, at byggeriet skal afleveres.

I ét af brevene var der en udtalelse, man sjældent hører i byggebranchen:

”Tusind tak fordi I ville lave det så hurtigt.”

Ros fra børnehøjde. God arbejdslyst.